Nye indlæg

 

Ensomheden er en dræber

03-09-2017
Efter en lang dag kommer jeg træt hjem fra arbejde. Min mand Thomas tager i mod mig i døren og giver mig et kram. Min krop slapper af, falder til ro og jeg mærker mit hjerte......
 
Vi mennesker har brug for nærvær og fysisk berøring. Med nærværet stabiliseres det autonome nervesystem, stress reduceres og vi får skruet op for vores limbiske system. Det limbiske system er omdrejningspunktet for vores tilknytning, dybere følelsesliv, nærhed og kærlighed.
 
I vores moderne verden står vi en situation hvor meget har ændret sig på virkelig kort tid. Fra min barndoms stationære drejetelefon til internet, smartphone, Facebook, Twitter, Tinder, netbank, freelancer, projektansættelse, onlineterapi, det glade singleliv og meget mere. Vi moderne mennesker har nogle helt nye muligheder. Jeg er imponeret og fascineret, men også bekymret. For hvor er nærværet? Jeg synes gang på gang at opleve det forsvinder.
 
Svend Brinkmann er inde på det. Vi kommer til at træffe nogle helt grundlæggende valg, og herved sikre vores basale og grundlæggende behov for nærvær, følelsesmæssig kontakt og ægte kærlighed. Sker det ikke ender vi i ensomhed, den går ikke, mennesket lever i relationer, ensomheden er en dræber!
 
Da min mand og jeg blev gift fik vi næsten 500 likes på Facebook. Jeg er af hjertet dybt berørt over vi har så mange dejlige mennesker i vores cirkler. Jeg vil endnu engang gerne takke jer alle for opmærksomheden. Jeg blev berørt. Hvert eneste like, hver eneste kommentar blev læst og taget ind. Jeg mærkede taknemmelighed, glæde, stolthed og meget mere. Indrømmet! Jeg mærkede også dopaminkicket og snerten af rus nogle af de gange nye likes poppede op.
 
Her har vi en opgave! Vi moderne mennesker, skal med det samfund vi lever i, med tilgængeligheden, og smarte reklamefolk der bevidst spiller på de her mekanismer, lære at kende forskel på det hurtige dopaminkick overfor den ægte kærlighed og det dybe nærvær. Dopaminkicket og nærværet kommer fra to vidt forskellige steder.
 
Dopaminkicket fra vores autonome nervesystem. Nærværet fra det limbiske system. To forskellige dele af hjernen og vidt forskellige signalstoffer. Jagten på dopamin kan blive så total den overdøver den blidere og blødere oplevelse af nærhed, kærlighed og ægte følelsesmæssig kontakt.
 
Når vi herud, tager vi ikke vare på vores grundlæggende behov. Vi bliver ensomme og rammer tomhed, angst, stress og depression. Medicinen bliver hurtigt endnu et fix, stoffer, unødvendigt forbrug, alkohol - Mekanismerne er de samme. Vi farer vild for os selv, lukker ned for det limbiske system og rammer ensomheden og tomheden - Og her kan mennesket ikke fungere.
 
Personlig ledelse, personligt lederskab... Kald det hvad I vil! Med de muligheder og udfordringer vi mennesker stilles overfor her i den spændende, moderne verden bør menneskets basale behov og samspillet mellem den autonome impulsive jagt og den limbiske kærlighed være et fag i skolen.
 
Indtil da, så kan vi starte med os selv. Vi kan lære at kende forskel på vores sansninger fra det autonomt nervesystem og limbiske system. Lære at kende forskel på det hurtige kick og ægte nærvær. Sørge for at balancere mellem nærvær og kick, give opmærksomhed og bruge tid begge steder. På den måde tager vi ansvar og balancerer os selv.
 
Ja, og mere end det! Med det vi sender ud går vi foran, nærværet og kærligheden spreder sig også til dem vi møder på vores vej.
 
Jonas Borup Psykoterapeut MPF
Selvstændig Psykoterapeut i København & Kalundborg

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
Terapihuset København | CVR: 28 27 04 29 | Studiestræde 30A 3. - 4. sal, 1455 København K - Danmark | Tlf.: 24 26 77 32 | kontakt@jonasborup.dk